3 tips til at søge og få et fedt job

maj 22, 2012 | Daglig økonomi

Jobsøgning

Jobsøgning kan være en langsommelig og kedelig proces for nogle. Især hvis man ikke helt har forstået hvordan man gøre for at rent faktisk få det job man ønsker. Personligt har jeg fået mine sidste 4 jobs på under et døgn efter ansøgningen var sendt afsted. Dette er sket på trods af finanskrisen og at der er rift om de jobs der er slået op. Her giver jeg et par hurtige tips til hvordan du tackler jobsøgningen.

1. Find jobopslag forskellige steder
Jobindex er ikke den eneste hjemmeside der har jobopslag. Nogle mennesker bruger udelukkende denne til at finde jobs og tror at det er samtlige jobs der er at søge. Men de er altså spredt ud på mange sider. Andre sider med jobannoncer er bl.a. moment, stepstone, ofir, jobnet og mange mere. Jeg anbefaler dog at du i stedet finder ud af hvilke virksomheder du kunne tænke dig at arbejde for (uden en bestemt jobtitel). Hvis man er ultra Mac fan vil et job i Eplehuset eller Humac måske være fedt, eller hvis man har haft samme teleselskab i 10 år som man er helt vildt glad for, vil man måske gerne være med til selskabets succes. I mit eget tilfælde har jeg altid godt kunne lide Telia som virksomhed og koncern. For at komme ind i virksomheden tog jeg et job i kundeservice og begyndte så at arbejde mig opad. Det er en rigtig smart strategi til, at i sidste ende få det job man gerne vil have.
Disse steder kan du finde jobannoncer:

  • Job-hjemmesider
  • På virksomhedernes egne hjemmesider
  • Vikar-bureau hjemmesider
  • Din fagforening, din skole, din nuværende arbejdsplads
  • Offline annoncer hængt op i f.eks. supermarkeder
  • Reklamer (job-reklamer ses ofte på Facebook og nyhedssites)
  • LinkedIn

2. Skriv en motiveret ansøgning
Som du sikkert bliver mindet om konstant, er du ikke den eneste der søger disse jobs. Der er ofte hundredevis af andre ansøgere. Derfor er du nødt til at skrive en ansøgning der er bedre end de andres og som skiller sig ud. For at skille dig ud kan du f.eks. lave et flot men måske lidt anderledes layout. Husk et billede af dig selv i selve ansøgningen, det gør også at du skiller dig ud fra mange af ansøgerne. Billedet skal naturligvis være godt og din fremtoning på billedet skal være relevant. F.eks. skal du ikke tage et tilfældigt billede fra en vild fest, hvis du søger et job hvor det er meget vigtigt at du er præsentabel.

3. Søg gerne bredt, men fokuser på det realistiske
Mange søger jobs de ikke er de bedst kvalificerede til og så er resultatet desværre (men logisk nok), at de ikke får det. Virksomhederne ønsker at ansætte den der kan klare opgaven bedst, men som samtidigt ikke er hverken under- eller overkvalificeret. Derfor skal du i din ansøgning få understreget hvorfor det netop er dig der skal ansættes og hvilken værdi du kan skabe for virksomheden. Det er dog nemmest at gøre hvis du søger et job hvor du rent faktisk kan naile arbejdsopgaverne til perfektion. Da jeg under min uddannelse skulle søge praktikplads, fandt jeg virksomheden A GOOD SALE A/S der driver en webshop. Jeg havde tidligere arbejdet meget med det samme system som de brugte og havde derfor en masse gyldne kompetencer der sparede virksomheden for meget tid og mange penge. Jeg vidste derfor på forhånd, at jeg ville være den perfekte praktikant (og senere hen medarbejder) for dem.
Hvis du er nyuddannet og har svært ved at finde et job indenfor dit fagområde, vil jeg anbefale dig at søge et job enten i den virksomhed eller instans du gerne vil arbejde i/for og derigennem arbejde dig op.

Har du nogle tips til jobsøgning? Del dem i kommentarerne.