Rentefrit er ikke altid rentefrit

jun 15, 2020 | Daglig økonomi, Shopping

Rentefrie lån er populære i Danmark. De giver nemlig mulighed for at købe forbrugsgoder til en månedlig ydelse der for mange er mere overkommelig end at betale alle pengene med det samme. Men selvom rentefrie lån lyder som den hellige gral indenfor lån, så er der faldgruber du bør være opmærksom på.

Hvad er et rentefrit lån?

Kort fortalt er et rentefrit lån et kortfristet lån uden renter. Dvs. du kan låne beløbet, som regel til et bestemt forbrugsgode, uden at skulle betale for selve lånet.

Pas på faldgruberne!

Du tænker måske “Hvad i alverden kan der være galt med rentefrie lån?”, eller at faldgruben er at man kan låne flere penge end ens privatøkonomi kan håndtere. Ja, det kan man og det er helt klart en faldgrube du altid bør gennemtænke inden du overvejer at låne. Men det er ikke den faldgrube vi tænker på. Det er nemlig de skjulte elementer i et rentefrit lån som sjældent belyses.

Et rentefrit lån er nemlig ikke altid rentefrit. Hvert fald ikke hvis man dykker lidt dybere ned i lånet. For ja, på papiret kan låneudbyderen måske præsentere 0% i rente og 0 kr. i gebyrer, så det ser rigtig lovende ud. Men i mange tilfælde ser vi at låneudbyderne blot vælger at skjule alle disse omkostninger, både renterne og gebyrerne, i selve prisen for varen. Det vil altså sige at du blot betaler en højere pris for den vare du vil købe og samtidigt tror at du får den rentefrit, men i virkeligheden har låneudbyderen fået dækket både renteindtægter og gebyrerne ind via grundprisen – alle er glade.

Eksempel
Vi så en annonce for en MacBook Pro 2020 13.3″ Touch 1.4 GHz i5 256 GB som i øjeblikket kan købes som et rentefrit lån over 30 måneder til en månedlig ydelse på 390 kr. Det lyder jo rigtig fint og overkommeligt. De 30 måneder løber altså op i en samlet pris på 11.700 kr. Dog kan vi samtidigt se at præcis samme vare kan købes til 10.888 kr. andre steder (uden lån). Så der betales altså 812 kr. i skjulte omkostninger for at købe computeren “rentefrit”.

Det vi derfor vil anbefale dig, såfremt du overvejer at gøre brug af et rentefrit lån, er at sammenligne varens pris med hvad samme vare koster uden et lån (kontantprisen). For på den måde kan du gennemskue om du betaler overpris for varen.

Og når alt kommer til alt vil vi altid anbefale dig, at spare op til de forbrugsgoder du ønsker at købe, i stedet for at optage lån. Det er altid den bedste løsning for din privatøkonomi.