Sådan får du 100.000 kr. mere for din bolig når du sælger

jan 30, 2013 | Boligkøb og salg

boligsalg

Få mere for din bolig når du sælgerHvis du sætter din bolig til salg, er der nogle ting du skal være meget opmærksom på, for at få det maksimale ud af prisen. Nedenfor har jeg samlet en række gode råd, der sagtens kan betyde 100.000 kr. højere salgspris, uden du skal investere ekstra i din lejlighed eller dit hus.

  • Ryd op! – Køberne tænder ikke på en rodet bolig. Rod kan være decideret distraherende når man træder ind i en bolig og prøver at forestille sig om det kan blive ens eget hjem.
  • Vælg en god mægler – Tal med flere mæglere fra forskellige kæder. Der er stort forskel på det faglige niveau og om de overhovedet er forberedte, når der en dag kommer købere. Da vi så på lejligheder, var 6 ud af 8 helt uforberedte og de fleste gjorde intet for at sælge lejligheden til os. Det er ikke sådan en type man ønsker som sælger. Find en god en der er troværdig, dygtig og ikke er bange for at arbejde, når der rent faktisk er kunder i “butikken”.
  • Sæt til salg på det rigtige tidspunkt – Har du en lejlighed der er god til studerende? Så sælg op til studiestart. Har du en have? Så sælg når vejret er lunt.
  • Få rettet småfejlene – Købere vil hurtigt finde fejl i en bolig. Både store og små. Så hvis du ikke har råd til en hel renovering, bør du få udbedret så mange af de små fejl og mangler som muligt. Det kan være alt fra en manglende flise, revner i loftet, nedslidt maling, løst dørhåndtag eller skrammer på dørkarme. Generelt kan maling gøre rigtig meget.
  • Luft ud! – Indeklima og duft er essentielt, når køberne skal se på din lejlighed. Der skal ikke virke indelukket eller lugte dårligt. Hvis der endelig skal dufte af noget, skal det være hjemmebag.
  • Gør din bolig indbydende – Især køkken, stue og badeværelset skal være indbydende. De potentielle købere skal have lyst til at tage det i brug med det samme. På den måde får man dem draget mod lejligheden og de vil tænke på den i lang tid. I køkkenet kan du f.eks. (udover at rydde op) stille en skål med frisk frugt og grønt eller have det duftende af hjemmebag.
  • Få styr på larmende naboer – Hvis du har naboer eller overboer der til tider kan larme, så lav en aftale med dem om, at du fortæller dem, når der kommer folk og ser på din lejlighed, så de kan være stille. På den måde ødelægger de ikke indtrykket af lejligheden og opgangen.