Så meget kan du spare på at efterisolere dit hus

sep 12, 2019 | Daglig økonomi, Sparetips

Hulmursisolering

I Danmark har vi brug for at opvarme vores hjem gennem en stor del af året. Det kan meget nemt gå hen at blive en stor omkostning afhængig af ens forbrug, vaner, varmekilder og ikke mindst isoleringen. For lige netop isoleringen har meget at sige på hvor mange penge du skal bruge på at opvarme din bolig. Det er også derfor boligannoncer altid har en energivurdering, så man som boligkøber kan få et hurtigt indblik i om man fyrer for fuglene eller får et hjem der holder godt på den varme man har inde i huset. Det samme gør sig gældende for lejligheder, men i dette indlæg fokuserer vi på efterisolering af huse.

Kan efterisolering af huse betale sig?

Som husejer er der utroligt mange udgifter at forholde sig til. Nogle af disse kan måske overraske en. De fleste har både realkreditlån, banklån, ejendomsværdiskat, grundskyld, strøm, vand, renovation og ikke mindst varmeregningen. Og lige netop varmeregningen afhænger af en række forskellige parametre såsom hvor godt isoleret dit hus er. Men et åbenlyst spørgsmål er om det kan betale sig at efterisolere sit hus.

Gevinsten vil naturligvis variere, men har man et ældre hus vil der som regel være en stor gevinst ved at efterisolere sit hus. Normalvis kan man spare omkring 30% på sin varmeregning ved at få lavet en hulmursisolering. Hertil kommer bedre isolering andre steder i huset, såsom loftet eller skunken, hvor varmen også kan sive ud. En efterisolering er som regel betalt tilbage i løbet af 2-5 år.

Udover den kontante besparelse på varmeregningen vil ens hus også kunne opnå en bedre energimærkning, hvilket øger værdien af huset. Dette er vigtigt at tage med i overvejelsen.

Hvordan foregår efterisolering?

Som ikke fagkyndig kan du måske være i tvivl om det overhovedet er muligt at efterisolere dit hus, eller hvordan det foregår. Først og fremmest findes der flere måder at efterisolere dit hus på – og det er ikke sikkert at du har behov for dem alle.

Hulmursisolering

Hulmursisolering er isolering af hulmuren. Hvis du ikke er bekendt med hvad en hulmur er, så er der i mange danske huse et hulrum mellem ydermuren og husets indre mur. Dette hulrum kan man efterisolere, eksempelvis med brandsikkert papiruld. Det gøres ved at bore et lille hul i ydermuren og med en maskine fylde hulrummet ud med isoleringen. Ved at gøre dette opnår man en bedre isolering af huset og kan dermed spare på varmeregningen fremadrettet.

Loftsisolering

På loftet i mange huse er der et stort hulrum, hvor der blot er luft. Ved at isolere loftet bedre kan man opnå et bedre indeklima og naturligvis spare på varmeregningen. I modsætning til hulmursisoleringen er der som regel ikke behov for at bore hul her, da mange har adgang til loftet på en eller anden måde – f.eks. via en loftslem.

Isolering af skunk

Hvis du kan mærke at væggene til skunken i dit hus er kolde, eller at det trækker ind i din bolig, vil det være en rigtig god idé at få isoleret skunken bedre. Ofte ses det at skunken ikke er godt isoleret, hvilket er penge direkte ud af vinduet i det lange løb. Udover den kontante forskel, vil man efter en sådan isolering også opleve bedre indeklima og varmere overfladetemperaturer.

Valg af isoleringsspecialist

Hvis du har besluttet dig for at få efterisoleret dit hus, er det vigtigt at du vælger en erfaren isoleringsspecialist du føler dig tryg ved og som du kan stole på. Mange foretrækker at gå efter dansk hulmursisolering. Herudover kan det være en fordel at vælge en udbyder der er medlem af Dansk Byggeri, som er villig til at give et uforpligtende tilbud på opgaven og ikke mindst som er villig til at lave en fastpris-aftale. På den måde er du som kunde beskyttet bedst muligt og minimerer sandsynligheden for ubehagelige overraskelser.

Efteråret som vi befinder os i nu er desuden det ideelle tidspunkt at få efterisoleret sit hus på. For lige om lidt går alles varmeregninger amok.