FIRE – Financial Independence Retire Early

mar 31, 2019 | Daglig økonomi

FIRE - Financial Independence Retire Early

En af de helt store privatøkonomiske trends hedder FIRE. Det har trods forkortelsen ikke noget med ild at gøre, men er en rigtig interessant tilgang til privatøkonomien både i nutiden og ikke mindst i fremtiden.

Hvad er FIRE?

Fire står for Financial Independence Retire Early, så altså omsat til almindelig dansk; finansiel uafhængighed og at gå på pension tidligt. Det er en trend der bliver mere og mere udbredt, især nu hvor vi næsten dagligt hører politiske diskussioner om at mange danskere skal blive længere på arbejdsmarkedet end nogensinde før.

Hvorfor er FIRE interessant?

Før i tiden gjorde alle blot hvad der blev forventet af dem og hvad samfundet havde opdraget dem til. Vi er opdragede lige fra barndommen til at finde et 8-16 job og blot stille os tilfredse med det til vi dør. Det er en tankegang der er oldgammel og især blev manifesteret i den industrielle alder, hvor der var behov for at ensrette folks arbejdstider og mål i livet. Men nu om dage er der flere og flere mennesker, der stiller spørgsmålstegn ved denne måde at leve på. Hvorfor er det egentligt vi skal arbejde 8-16 hele vores liv? Hvorfor skal vi blive i de samme slags jobs hele vores liv? Hvorfor skal vi arbejde til den dag vi dør? Og ikke mindst; er der andet til livet end at arbejde? Svaret er ja, der er meget andet til livet end at arbejde, men den måde mange af os lever på i dag, gør det ikke muligt at gøre andet end at arbejde. For vi er nødt til at arbejde meget for at betale alle vores forbrugsgoder, vores boliger, vores biler, vores rejser og meget andet. Og så bliver det en ondt spiral der giver mindre tid og færre penge til at leve. Det er FIRE-konceptet med til at ændre på.

FIRE i praksis

Hvis man gerne vil opnå Financial Independence Retire Early, er man nødt til at gå til ekstremerne i sit privatøkonomiske budget og se på indtægter og udgifter. Det handler kort fortalt om at skære helt ind til benet ved udgifterne, der hvor det er muligt, og opretholde sine indtægter – måske lade dem stige. På den måde vil man kunne spare mere op, så man opnår den økonomiske frihed og kan gå på pension tidligere. Vi følger med i en dansk Facebook-gruppe om FIRE, og vi finder det meget inspirerende at læse om dem der rent faktisk har opnået FIRE og melder ud at de nu har opsagt deres job i en forholdsvist ung alder. Det er drømmen for mange af os.

Når det kommer til at skære ned på udgifterne, bør man til at starte med se på de største udgifter. Bolig, transport, forsikringer plejer at være nogle af de dyreste poster, så her er der rigtig mange penge at spare ved at nedskalere til det der reelt er nødvendigt og måske flytte tættere på arbejdet, så udgiften til transport kan mindskes. Måske kan man komme så tæt på, at man kan cykle i stedet for at have en bil? Det er ikke en løsning for alle, men man sparer ekstremt mange penge ved at gøre det. Det kan også være at man kan nøjes med en 2-værelses bolig i stedet for en 3-værelses og spare 2.000 kr. om måneden. Over 20 år bliver det til næsten en halv million kroner i besparelse. Det samme kan man gøre med alle andre posteringer i ens liv.
Når man har set på de faste udgifter, bør man se på de variable udgifter. Her er der som regel også mange penge at spare, da vi alle bruger penge på alt muligt. Måske du køber to-go kaffe et par gange om ugen, går på café ofte, tager i biografen regelmæssigt, rejser med et dyrere flyselskab for komfortens skyld, handler ind i et mere luksuriøst supermarked i stedet for discount-supermarkedet ved siden af. Der er mange ting at justere på og samlet set kan det gøre en kæmpe forskel.

FIRE – Financial Independence Retire Early er ikke et quick fix på nogen måde, men det er en muliggørelse af at blive fri fra det traditionelle evige arbejdsliv og rent faktisk få mulighed for at gøre det man gerne vil, nogle år ude i fremtiden. Nogle ønsker ikke at stoppe helt med at arbejde, men måske blot arbejde som freelance på projekter der er drevet af lyst, i stedet for af nød. Andre ønsker måske bare et mere langsomt og ustresset liv eller at have mere tid med deres familie og venner.