Opret en afdragsordning til din togbøde/kontrolafgift

dec 29, 2011 | Daglig økonomi

Har du fået en bøde/afgift i toget, bussen eller metroen? Nej, vi kan desværre ikke give dig et tip til at få den annulleret, men vi har et tip til hvordan den bliver mere overkommelig.

Flere bus- og togselskaber tilbyder nemlig afdragsordninger på deres kontrolafgifter i op til flere måneder. Det er rigtig godt at gøre brug af, hvis man ikke lige sidder med op mod 750 kr. man kan punge ud med.

Husk bare, at du skal kontakte dem i god tid for at få oprettet en afdragsordning. Det nytter ikke noget, at være bagud med betalingen af den oprindelige bøde og så bede om at få spredt den ud på flere måneder.

Det er dog ikke hos alle selskaber det er gratis. Arriva tager f.eks. 40 kr. pr. afdrag, hvilket er rigtig meget. Så der vil det faktisk være bedst at betale hele afgiften på én gang, så man ikke gør den større. Men Metro-selskabet i København gør det uden omkostninger.

For at få oprettet en afdragsordning, skal man tage skriftlig eller telefonisk kontakt til trafikselskabet der har udstedt bøden og give så mange oplysninger som muligt, så de kan finde frem til den oprindelige bøde. Det kan være navn, adresse, eventuelt afgifts-nummer, cpr-nummer osv.

LÆS DETTE: Du kan ikke få oprettet en afdragsordning ved at skrive til os i kommentarerne. Vi er en privat blog og har intet med din togbøde at gøre. Læs artiklen ovenfor hvor vi netop forklarer at du skal tage kontakt til dem der har udstedt bøden. Er din bøde sendt til inkasso er det inkassoselskabet du skal kontakte.