Køb sidste års model og spar op mod 67%

aug 31, 2020 | Sparetips

Når du skal ud at købe nyt, bør du overveje om der er en stor besparelse at hente på sidste års model. Især indenfor elektronik og mode er markedet meget sæsonbetonet, hvilket betyder at det der var topmodellen for et år siden, eller bare et halvt år siden, allerede er “forældet” – hvert fald i nogens optik. Men praktisk set fejler disse varer absolut intet, men du kan være heldig at opnå en stor besparelse.

Lad os komme med et konkret eksempel. Vi havde brug for at købe et nyt fjernsyn og ville gerne have et godt Samsung tv. Udover at finde anbefalede modeller på relevante hjemmesider, kiggede vi naturligvis på priserne. Her kunne vi hurtigt se at sidste års model gav en enorm besparelse. Det tv vi endte med at købe kostede 16.990 kr. dengang det var nyt på markedet, men kun 5.555 kr. da vi købte det ca. et år efter dens debut. En besparelse på over 67% eller 11.435 kr. Dette er blot ét eksempel, der findes langt flere og muligvis eksempler hvor besparelsen er endnu højere.

Hvilke produkter falder i pris over et år?

Det er ikke kun fladskærms-tv der falder meget i pris i løbet af et års tid. Der er også en lang række andre produkter, hvor det giver mening at købe sidste års model:

  • Mobiltelefoner
  • Fjernsyn
  • Modetøj
  • Studiebøger
  • Chromecast
  • Apple TV
  • Computere
  • Hvidevarer såsom køleskabe og vaskemaskiner
  • Biler (især hvis du køber brugt)
  • Computerspil og konsolspil
  • Computer hardware

Det er naturligvis ikke alle produkter der falder lige meget i pris, men de fleste falder nok i pris til at det er værd at overveje. Især fordi kvaliteten eller funktionaliteten sjældent er mærkbar for den gængse forbruger.