Sådan sparer du penge på parkering i København

okt 5, 2020 | Sparetips

Hvad koster det at have bil?

Parkering kan være en dyr udgift. Især i de større byer såsom København, hvor nogle zoner koster rigtig mange penge at holde i og du næsten skal betale alle steder. Henover et år løber det op i rigtig mange penge. Derfor kan det give god mening at planlægge dine parkeringer bedst muligt, så du sparer nogle penge der hvor det er muligt.

Gratis parkeringsområder

Flere steder i Københavnsområdet er der parkeringsområder hvor du ikke skal betale. Det kan enten være ved visse butikker, udenfor de gængse p-zoner eller lignende. Som udgangspunkt er det lettest at finde gratis parkering i yderzonerne, dvs. lige udenfor p-zonerne. Det kan du eksempelvis finde på Amager og i Valby. Herfra kan du så overveje at tage offentlig transport resten af vejen ind til byen. Dette er også en god løsning hvis du skal ind til centrum hvor det kan være svært at finde parkeringspladser uanset om du vil betale for det eller ej. Så fra ydreområderne kan du tage bus, s-tog eller metro videre og på den måde spare penge og muligvis også tid.

Brug parkeringsapps

Der findes en række parkeringsapps, eksempelvis EasyPark. Det er i sig selv ikke billigere at bruge, da du oveni den almindelige parkeringspris også betaler et gebyr til appen, men der hvor du kan spare penge er ift. at du med en sådan app kun betaler for den tid du rent faktisk holder parkeret. I modsætning til de gammeldags p-billetter man trækker i automater, hvor du måske køber 2 timer selvom du kun skal bruge 1,5 times parkering. Husk dog altid at få stoppet din parkering inden du kører væk fra parkeringspladsen igen. Nogle biler kan sågar integrere med visse apps og automatisk stoppe din parkering i appen, når du kører væk.

Hav styr på p-zonerne

I København findes der flere forskellige p-zoner, der har forskellige priser. Derfor kan det give rigtig god mening at have styr på p-zonerne og især hvor grænserne går. Hvis du f.eks. skal ind til Vesterbro, så tjek om du kan holde på parkeret på Frederiksberg i stedet hvor der er 2 timers gratis parkering. Så sparer du nemt en masse penge. Det samme gælder indbyrdes i de københavnske p-zoner, hvor du måske kan spare penge ved at holde ovre på den anden side af vejen.

Gør brug af rabataftaler

Hvis du skal i biografen, til en konference ifbm. dit job eller tilsvarende, så tjek om det sted du vil parkere har en rabataftale. Mange biografer i København har enten egne parkeringspladser eller samarbejder med et eller flere p-huse. Hvis vi tager biografen som eksempel kan man hos mange af dem få en rabatkupon udleveret som så skærer en god del af prisen.