Vi skrev for nyligt om konceptet FIRE der står for Financial Independence Retire Early. En drøm som findes hos mange. Og selvom FIRE-konceptet af mange anses for værende ekstrem, så findes der endnu en yderlighed som bygger op om samme mål. Det kaldes på engelsk frugal living og kan direkte oversættes til sparsommeligt levende. Dog synes vi ikke at sparsommeligt levende er dækkende, da det ikke blot handler om at spare. Det handler oftest om at gå til ekstremer og fjerne alt unødvendigt i ens liv.
Hvad er frugal living?
Frugal living kan som nævnt oversættes direkte til sparsommeligt levende. Men det går videre end dét, da det er at spare til det ekstreme. Faktisk gør mange der lever frugal dét, at de fjerner alt unødvendigt i deres liv. Nogle går sågar så langt at bo i en 1-værelses bolig, at kun tage kolde bade og ikke engang at eje møbler. Hverken en seng, sofa, spisestuemøbler eller andet. De vælger også at kun have et absolut minimum antal af de ting de behøver, såsom køkkenservice (glas, bestik, tallerkener osv.).
Folk har forskellige formål med denne leveform. Nogle går benhårdt efter de enorme økonomiske besparelser, ved ikke at eje og købe mange ting. Andre har en miljømæssig eller politisk agenda (såsom at være imod forbrugersamfundet). Nogle har en kombination af disse ting. Uanset formålet er det en interessant tanke. Vi ville ikke selv gå så langt, men kan dog lide nogle af elementerne i det. For vi bruger allesammen rigtig mange penge på unødvendige forbrugsgoder og vil være i stand til at træffe mere økonomiske valg i vores dagligdag.
Når man lever “frugal”, får man øjnene op for at stort set alle ting i vores hverdag er luksusgoder der reelt kan undværes. Forstået på den måde, at vi ikke dør af at undvære en sofa, et ekstra værelse, en bil, en masse porcelænsservice vi alligevel aldrig bruger osv. Det kan også være ting som at kun have én sæbe i sit bad som man bruger til alt, at kun læse e-bøger i stedet for at købe fysiske bøger der både fylder og er dyrere,
Formål med frugal living
Formålet med frugal living er personligt og subjektivt. Hvad der ville være formålet for os, ville ikke nødvendigvis være det for dig. Men der er klart nogle fællesnævnere, såsom at man vil spare enormt mange penge, man er mere miljøvenlig og går lidt mod forbrugersamfundet. For os at pengebesparelserne klart det mest interessante, og hvis vi skulle gøre det ville vi nok kun gøre det i en begrænset periode – eksempelvis for at betale mere af på gæld eller lignende kortfristede mål.
Hvad med de ting man allerede ejer?
Sælg dem eller giv dem væk. Vi er selv store fortalere for at sælge ting man ikke længere har brug for, eksempelvis på DBA eller Facebook. Nogle ting er nemmere at sælge end andre, men med tålmodighed og en god annonce, skal det nok lykkedes og mange småhandler bliver til mange penge. Hver gang vi er flyttet har vi solgt for ca. 15.000 kr. i gamle ting vi ikke længere skulle bruge det nye sted eller som havde samlet støv i kælderen, og så havde vi pludseligt råd til at købe nyt. Man kan også vælge at give det væk til folk man kender eller at indlevere det på genbrugsstationen i bytte-skuret, hvor andre kan få gavn af det uden at skulle købe det.
Eksempel på ekstrem frugal living
Se evt. denne video fra YouTube, hvor en kvinde lever frugal til det ekstreme.