10 ting som kan være spild af penge

jul 29, 2020 | Daglig økonomi, Sparetips

spild af penge

Uanset hvor økonomisk fornuftige vi er, har vi alle et forbrug. Vi er nødt til at købe ting regelmæssigt i vores liv. Det er alt lige fra fornødenheder såsom husleje og mad, men også ting som tøj og fornøjelser. I dag ser vi på nogle af de ting som kan være spild af penge og hvor du måske bør overveje at foretage nogle andre valg for at forbedre din økonomi.

Mærketøj

Mærketøj er rigtig dyrt, for selvom nogle varer kan være markant bedre kvalitet end deres billigere modpart, så køber du i høj grad også selve mærket. Nogle går rigtig meget op i dette og mange går på ingen måde op i det. Så vurder hvilke varer der er nødvendige at købe som mærketøj. Det er måske ikke så vigtigt at der står et bestemt brand på dit undertøj som de færreste ser, men en t-shirt kan måske være markant bedre kvalitet (og holde længere) hvis den er fra et godt brand.

Vand på flaske

Vand på flaske er en af de mest overpriced produkter der findes. Hvert fald i lande som i Danmark hvor vi har rigtig høj drikkevandskvalitet i vores haner og vandforsyning. Bestræb dig på at købe vand på flaske så sjældent som muligt og spar derved rigtig mange penge over længere tid.

To go kaffe

Kaffe og andre drikke der købes på diverse kaffebarer er en dejlig, men reelt set unødig luksus. Sammenlignet med hjemmebrygget kaffe betaler du en enorm overpris, og nogle steder betaler du sågar for brandet også, så du kan se smart ud med din to go kaffekop. Vi anbefaler at du øver dig i at lave mere kaffe derhjemme og eventuelt anskaffer dig en to go kop som kan genbruges. Så kan du tage kaffe med på farten. Denne besparelse løber hurtigt op i mange penge, hvis du jævnligt køber kaffe på kaffebarer.

Takeaway

Det er ingen overraskelse at takeaway ligeledes er en unødig luksus. Ja, det kan være rigtig rart og praktisk at bestille noget mad i en travl hverdag eller når der skal fejres noget, men det koster dig også rigtig mange penge. Landbrug & Fødevarer undersøgte danskernes takeaway-forbrug i 2017 og fandt frem til at en gennemsnitlig dansk husstand brugte over 13.000 kr. årligt på mad ude af huset, herunder takeaway og restaurantbesøg. Mange bruger endnu flere penge end det. Så det er en stor, men ofte lidt skjult post i privatøkonomien.

Hvis du ikke kan undvære det, så undersøg hvordan du kan spare penge på takeaway.

Færdigretter

Lidt i samme kategori som takeaway er færdigretterne. Her i Danmark har vi de senere år fået rigtig mange gode valgmuligheder i supermarkederne. Det er let og bekvemmeligt i en travl hverdag, men er også langt dyrere end at lave hjemmelavet mad. Faktisk er andelen af danskerne der selv laver mad derhjemme faldende, og det går dyrt ud over privatøkonomien. Så lær at lave mad selv og spar mange penge. Det behøver ikke at være retter der tager timevis at lave. Find nogle retter du kan lide som du har let ved at lave og så kommer resten af sig selv.

Tv-pakker

En stor pengesluger er tv-pakker. Mange har en for stor tv-pakke i forhold til deres reelle behov – dvs. i forhold til de kanaler de rent faktisk ser. Du bør mindst en gang om året tjekke hvilke kanaler du ser mest og vurdere om du bør ændre din tv-pakke. Måske kan du nedjustere den, få en bland-selv pakke eller helt undvære tv. Nogle, især den yngre målgruppe, er begyndt i højere grad at undvære såkaldt flow tv (almindeligt tv) for i stedet kun at have streamingtjenester såsom Netflix og Viaplay. Regn på det og se hvad der giver mening for dig.

Visse bredbåndsabonnementer

Der er ingen tvivl om at mere eller mindre alle i Danmark har brug for en internetforbindelse, og dermed et bredbåndsabonnement. Men er du sikker på hvilken hastighed du har behov for? 20 Mbit, 30 Mbit, 50 Mbit, Max Speed, Fibernet osv. Der findes rigtig mange muligheder og det kan let blive svært at vurdere hvad man har brug for. Jo flere I er i husstanden om at bruge forbindelsen samtidigt, jo mere båndbredde/hastighed har I brug for. Mange mindre husstande kommer langt med 20 Mbit. Undersøg mulighederne og priserne og overvej at skifte til en hastighed som er passende til dit behov. Forhåbentligt kan du spare nogle penge.

Gebyrer

De findes alle vegne! Bank gebyrer, betalingsgebyrer, PBS gebyrer, lånegebyrer, administrationsgebyrer, stiftelsesomkostninger, rykkergebyrer, inkassogebyrer, leveringsgebyrer osv. Vær obs på disse, da de oftest løber op i rigtig mange penge over et år, fordi de alene er små og ubetydelige, men samlet bliver til mange penge. Nogle gebyrer kan forhandles, eksempelvis mange af bankens gebyrer, så prøv at pres den lidt og ellers gør hvad du kan for at undgå gebyrer.

Såfremt du betaler mange regninger via betalingsservice bør du undersøge om du hvert sted du har en regning har mulighed for at skifte til automatisk kortbetaling. Denne simple ændring kan ofte betyde at du sparer mange kroner hver måned, da automatisk kortbetaling de fleste steder er gebyrfrit.

Ubrugte abonnementer

Endnu en slem pengesluger er de ubrugte abonnementer. Det kan være fitness abonnementet, streamingtjenester, musiktjenester, beauty bokse, tøj på abonnement og meget mere. Undersøg hvilke abonnementer du stadig har og gør op med dig selv hvilke du reelt bruger og hvilke du har brug for. Der er hurtigt mange hundrede kroner at spare her hver eneste måned.

Nogle streamingtjenester tilbyder desuden familieabonnementer, hvor I kan dele et abonnement til en samlet set lavere pris. Det giver endnu en besparelse.

Dobbelt forsikringer

Er du dobbelt forsikret? Det bør du hvert fald undersøge. Mange danskere er forsikret for det samme flere steder, hvilket reelt betyder at de betaler dobbelt for det samme. Når forsikringen skal bruges kan kun én af dem tages i brug, så det er indbegrebet af spildte penge. Gennemgå gerne dine forsikringer en gang årligt og vurder om noget skal ændres. Husk også at nogle forsikringer kan ske via dit kreditkort eller andre ordninger som ikke klassisk set anses som en forsikring.

Ligeledes bør du undersøge hvad dine almindelige forsikringer dækker inden du tilkøber butikkernes elektronikforsikringer. Mange er nemlig ofte dækkede af deres almindelige forsikringer i forvejen.